« tilbage til oversigten
Faiveley
Med besiddelse af marker i de bedste "cru'er" i Bourgogne og kombineret med
næsten to århundreders erfaring inden for vinfremstilling er Faiveley i dag
producent af nogle af de mest udsøgte og anerkendte kvalitetsvine. Erwan
Faiveley er 7. generation af familien, som leder huset, der blev grundlagt i 1825.
Lige fra begyndelsen har familien Faiveley bestræbt sig på at opkøbe nogle af de
bedste vinmarker i de bedste landsbyer. I dag er de således den største vinmarksejer i Bourgogne. Vinhuset er selvforsynende i sin produktion og ejer nogleaf de mest ansete vinmarker i området, som for eksempel Chambertin "Clos de Bèze", Latricières-Chambertin, Clos de Vougeot m.fl.
I Bourgogne er der tradition for, at flere familier har delt ejerskabet af vinmarkerne.
Faiveley deler også sådanne vinmarker med andre, men kan også tilbyde vine under det såkaldte "monopole". "Monopole betyder, at Faiveley er eneejer af marken. Faiveley kan således tilbyde en række "monopolvine" som for eksempel "Mercurey 1.Cru Clos des Myglands", Framboisière, Clos Rochette, Clos Rond, Corton Clos des Cortons og Nuits-Saint-Georges 1. Cru Clos de la Maréchale samt Gevrey Chambertin 1 Cru Les Issarts..
Hele høsten foregår ved håndplukning, og druerne sorteres derefter manuelt. Faiveley er kendt for at lave vine, der kan gemmes i lang tid. Ved fremstilling af sådanne vine er gæringen utrolig vigtig. Druernes skind må kunne afgive sin tannin, sin aroma og sin rubinrøde farve til vinen. Derfor stræber Faiveley efter at få en lang gæring (ved lave temperaturer) på mindst 15 dage, men tit 3 uger, når forholdene tillader det. Man pumper ligeledes vinen over "masken" 2 gange dagligt. Dette gør gæringen og udpresningen af farven lettere. Derefter lagres de
finere vine på nye egetræsfade i 1 ½ år. For at klare vinene bruges æggehvider i
klaringsprocessen, og de bedste vine tappes på flasker manuelt, ikke filtreret, fad
for fad.
For Faiveley er vinbrug ikke blot et job. Det er en lidenskab. Huset er stolt over år
efter år at kunne tilbyde sine kunder nogle af Bourgognes fineste vine. Flasker, der
bærer Faiveleys våbenskjold, sælges for eksempel i nogle af de bedste restauranter både i Frankrig og i andre lande. Også i Bourgogne taler man om modernister og traditionalister. Faiveley hører så afgjort til den hær af vinfirmaer der kæmper for at håndhæve de gamle traditioner.
Se vores udvalg fra:
Faiveley: