« tilbage til oversigten

Tyskland

Tyskland har en lang og traditionsrig vinhistorie bag sig, og at det var herfra Christian 4. hjemdrog den fornemme Rosenborgvin var ingen tilfældighed, da kvaliteten var glimrende. Tyskland hører til de nordligste vinproducerende lande og har generelt et køligt klima. 78% af de tyske vine er hvide og har traditionelt været sødlige med lavt indhold af alkohol, men i dag er de fleste tørre eller halvtørre. Som regel er det lette, frugtige og syrerige vine uden fadsmag, selvom der i stigende omfang eksperimenteres med fadlagring. De repræsenterer modsætningen til de kraftige, fadlagrede oversøiske Chardonnay'er, og har ikke været på mode blandt forbrugerne i de sidste mange år. 

Billige, kvalme vine med skruelåg har længe været den association man har haft når tyske vine er blevet nævnt. Men efterhånden har producenterne tilpasset vinene til forbrugernes ønsker og skruelåget er blevet mere stuerent. Dermed er der åbnet op for en renæssance af tysk vin, som allerede er gået i gang. Og der findes mange gode køb i alle priskategorier.  

Tysk vin er delt op i 4 klassifikationer: Deutscher Tafelwein, Deutscher Landwein, Qualitätswein mit bestimmter Anbaugebiete (QbA) og Qualitätswein mit Prädikat (QmP). I landet anvendes næsten 100 forskellige druesorter. Den mest plantede er pt. Riesling, der ikke uden grund også regnes for den fineste sort. I mange år har Müller-Thurgau ellers domineret pga. sit høje udbytte, men kvaliteten har været for lav og med stigende kvalitetskrav er den igen blevet trængt tilbage. De vigtigste hvidvinsdruer er, udover Riesling og Müller-Thurgau, Silvaner, Ruländer (Pinot Gris), Weissburgunder (Pinot Blanc), Scheurebe og Kerner, mens de bedste rødvine laves på Spätburgunder (Pinot Noir) og Dornfelder. Tyske vine anfører generelt druesortens navn på etiketten, men vinen skal i så fald indeholde minimum 85% af den angivne drue.  

Det kølige klima betyder, at de bedste vinmarker i Tyskland er beliggende omkring floderne, der udligner temperatursvingninger og hjælper druerne til at modne. Geografisk er de tyske vindistrikter opdelt i 13 vinregioner - de såkaldte "Anbaugebiete", som derefter alle er opdelt i et antal "Bereiche". Mindst 85% af vinen skal komme fra det angivne Bereich. De 13 vindistrikter er Ahr, Baden, Franken, Hessische Bergstrasse, Mittelrhein, Mosel-Saar-Ruwer, Nahe, Pfalz, Rheingau, Rheinhessen, Saale-Unstrut, Sachsen og Württemberg. 

Tyske landsbyer ender næsten altid på "–er" og benævnes altid først i betegnelsen, f.eks. Wehlener Klosterberg eller Piesporter Goldtröpfchen. Der findes omkring 3000 vinmarksnavne og kun de mest velbevandrede vinkendere er fortrolig med disse. Det er derfor en jungle i sig selv at konkludere så meget ud fra selve navnet på vinmarken, hvorimod landsbyen kan være til stor hjælp i jagten på den gode flaske vin. Hvis man bliver fortrolig med vinene fra en bestemt by, kan man begynde at specialisere sig i de enkelte marker herfra. 

Den gældende tyske vinlov fra 1971 er en reform af den tidligere vinlov, der havde eksisteret i 100 år. Den opfylder EF-standarderne og indeholder systematiserede kvalitetskategorier og geografiske betegnelser, skitserer procedurer til kvalitetskontrol og fastsætter endvidere reglerne for produktion, emballering og markedsføring. Den er dog temmelig kompliceret og adskiller sig på mange punkter fra det franske AOC-system.