« tilbage til oversigten
Frankrig

Frankrig er i kvantitet verdens næststørste vinproducent (overgået af Italien), men kvalitetsmæssigt har franskmændene ry for at sidde trygt på tronen.
Klimaet i store dele af landet er perfekt til vin og franskmændene har været meget dygtige til at udnytte de klimatiske muligheder. I flere hundrede år har fransk vin været trendsetter i verden og deres druer, som f.eks. Cabernet Sauvignon, Merlot, Pinot Noir, Syrah, Sauvignon Blanc og Chardonnay er forsøgt plantet overalt.
Desuden er deres appellationssystem, hvor en appellation på etiketten angiver geografisk oprindelsessted og kvalitet, blevet kopieret i langt de fleste vinlande.
Fransk vin deles som hovedregel op i fire typer: den ringeste er Vin de Table der blot er lette bordvine, så kommer Vin de Pays som er landvine med en vis autensitet, Vin Délimités de Qualité Supériure (VDQS) er næsten forsvundet, men repræsenterer vine der ligger lige for at blive ophøjet til den fineste Appelation dOrigine Contrôlée (AOC) kategori. Det er dog især vine indenfor den sidste kategori vi ser i Danmark og dermed vine hvor geografisk oprindelsessted, druer og kvalitet i princippet skulle være garanteret.
Vinmæssigt kan franskmændene stort set det hele; de fremstiller flotte mousserende vine i Champagne, spændstige og elegante hvidvine i Alsace og Loire, krydrede og kraftfulde rødvine i Rhône, frugtfyldte vine i Bourgogne og store elegante vine i Bordeaux. Hertil kommer alle de andre fremragende franske vinområder som Jura, Languedoc-Roussillon, Provence, Savoien og Sydvestfrankrig.
Desværre for franskmændene har fransk vin været mere eller mindre i krise de seneste år. Efter de franske atomprøvesprængninger midt i 1990erne og det deraf følgende mini boykot af franske varer forbrugerne øjnene op for de oversøiske vine, og disse har sidenhen presset fransmændene voldsomt.
Bordeaux havde et meget flot år i 2000, hvor priserne steg voldsomt, men ellers har det stort set kun været ned ad bakke for priserne, hvilket betyder at den franske vinbranche i dag må siges at være i krise.
KLASSIFIKATIONER
Vin de Table
Vine med betegnelsen bordvin kommer normalt fra det store sydfranske område, men nærmere angivelse er ikke tilladt. Vin de Table er en vin der er produceret ud fra et bestemt ønske om sødme-/tørhedsgrad, farve, lethed/fylde, smag osv. Årgang og druesort er ligegyldige elementer, idet man blot blander og smager til. Det er vine uden karakter, der ikke vinder ved lagring, men skal drikkes unge. Omkring 25% af al fransk vin sælges som Vin de Table, men andelen er stærkt faldende.
Vin de Pays
Vin de Pays er, som navnet antyder, landvin (pays betyder land). Det er den næstlaveste franske klassifikation og den blev indført i 1973 før at give de mange Vin de Table bønder mulighed for at fremhæve lokale særpræg. For at en vin kan blive en Vin de Pays skal den overholde nogle geografiske afgrænsninger og nogle regler omkring hvilke druer der må anvendes. Druerne må kun tilhøre de anerkendte sorter og vinen skal selv gære op til 9-10% alkohol. Derudover skal det nævnes at hektar udbyttet ikke må overstige 90 hektoliter pr. hektar.
Vin de Pays vine kan være hvad som helst og der findes både skidt og kanel, alt efter den enkeltes smag. Årgang spiller ingen væsentlig rolle, for disse vine er fremstillet for at blive drukket unge. Fadlagring sker kun undtagelsesvis. Vin de Pays udgør i dag 20% af den franske vinproduktion, men andelen er stigende.
Vin Délimités de Qualité Supériure (VDQS)
Den næsthøjeste normale franske vin klassifikation burde være fyldt med vine, der gerne vil op i AOC kategorien, men det er den ikke. Dette skyldes at man i 1985, i forbindelse med at Spanien og Portugal blev optaget i EF, hævede langt de fleste vine fra denne kategori op i AOC klassen.
De regler der skal opfyldes for at kunne have en VDQS er egentlig blot en stramning af reglerne for Vin de Pays: Afgrænsning af produktionsområdet, minimum alkohol indhold efter egengæring, anvendelse af druesorter, regler for maksimalt hektarudbytte, dyrkningsmetoder, vinifikationsmetoder osv. I dag er der kun 60 små VDQS distrikter tilbage og de dækker kun 1% af den franske vinproduktion. Netop derfor regnes denne klassifikation for at være på vej ud.
Appelation de Origine Contrôlée (AOC)
Dette er, bortset fra de specielle enkeltslot klassifikationer der eksisterer især i Bordeaux, den højeste franske vin klassifikation. Den dækker da også den største del af produktionen (40%). AOC er egentlig ikke en egentlig klassifikation, men snarere en geografisk oprindelses garanti, der blev indført i 1935 for at give køberen af vinen en garanti. En vin med Appelation Bourgogne Contrôlée er vitterlig dyrket i Bourgogne.
Alle AOC skal overholde regler for produktionssted, druesorter, alkoholstyrke, hektarudbytte, dyrkningsmetoder, vinifikationsmetoder osv. Hvert enkelt AOCs regler er tilpasset de lokale forhold, således at vine der kommer fra den samme appellation gerne skulle ligne hinanden. Desto mindre område en AOC dækker, desto mere ligner vinene herfra hinanden.
Se vores udvalg fra:
Frankrig: